Den danske tennisstjerne bryder tavsheden.

Holger Rune er i tennisverden kendt for sit temperament og konkurrence-gen, som er kommet til udtryk ved flere forskellige lejligheder.

Tilbage i 2022, da den danske tennisstjerne mødte norske Casper Ruud ved French Open, gik bølgerne højt mellem de to stjerner.

Både fans og medier fra hele verden var med til at puste til ilden omkring de svirrende rygter, der lød på, at der var ondt blod mellem de to nordiske tennisspillere.

Holger Rune, som netop skal spille mod nordmanden senere i aften ved UTS i Oslo, har nu brudt tavsheden omkring deres relation.

Det skriver Ekstra Bladet.

“Det er længe siden. Det er fuldstændigt begravet. Vi er venner og har spillet nogle gode kampe siden med god respekt for hinanden, så det bliver en spændende kamp at skulle møde ham igen”, udtaler Holger Rune, der efterfølgende sender rosende ord i nordmandens retning:

“Vi talte om det lige efter, men jeg tror ikke, vi er typerne, der hænger sig så meget i ting, så vi kom relativt hurtigt over det og fik snakket kort og kom videre. Som jeg sagde, har vi haft nogle gode kampe med respekt for hinanden. Jeg respekterer ham, han respekterer mig, så jeg vil ikke betragte ham som en spiller, jeg ikke synes om. Han er en vanvittig god spiller, og han er en god gut på touren”,

Den danske tenniskomet, Rune, der for nyligt har fået skiftet ud i trænerteam ved at sige farvel til Boris Becker og Severin Lüthi, er ankommet til Norge med sin træner Kenneth Carlsen.

Det er i aften klokken 21.00, at Holger Rune skal møde Casper Ruud. Holger rune indtager lige nu pladsen som nummer 7 på verdensrangliste, men Casper Ruud er at finde en anelse længere nede – nemlig på 12.-pladsen.