Fynske popgruppe Fräulein har udgivet sangen, hele Danmark skal synge med på inde længe
Om tre uger går det løs.
Pernille Harder og resten af det danske kvindelandshold tager inden længe afsted til Australien, for at repræsentere Danmarks fodboldære ved VM i kvindefodbold.
VM 2023 er Danmarks første deltagelse ved en VM-slutrunde i kvindefodbold i 16 år – og i bedste danske fodboldmanér, skal landsholdet bakkes op af danskerne med en officiel fodboldsang.
Det er den fynske poptrio Fräulein, bestående af medlemmerne Anna, Emil og Jeppe, der sammen har fået smidt en stadion-basker sammen, som danskerne kan synge med på.
”VM-sangen er en hyldest til Kvindelandsholdet, der er nogle af landets førende atleter, som hver dag kæmper for at blive endnu bedre. De træner igen og igen og arbejder hårdt for at gøre sig umage for at repræsentere Danmark ved VM, og det kan ikke anerkendes nok at de lægger blod, sved og tårer i det her,” fortæller Fräulein til DBU.
Men det er ikke kun forsangerinden Anna, man kan høre på sangen, der har fået den passende titel ‘Vi gør det hele igen’. De danske kvinder bakker nemlig op i baggrundskoret i forskellige sekvenser igennem poptracket, og medvirker også i musikvideoen der udkommer den 20. juli – åbningsdagen for VM 2023.
‘Vi gør det hele igen’ bliver kvindelandsholdets tredje officielle slutrundesang, efterfuldt af tidligere hits som ‘Røde Strømper’ fra EM 2017, og ’Vi (k)vinder EM’ fra EM 2022.
Danmark lader dog til at skulle tage imod alt den støtte de kan få.
Den 5. juli spillede kvindelandsholdet nemlig VM-testkamp på Gladsaxe Stadion, hvor de besøgende spaniere kunne gå med sejren, efter et 2-0 resultat.
Du kan høre Fräulein-hyldesten til kvindelandsholdet her: