Efter klager fra folket, kommer der nu respons

I anledningen af Kronprins Frederiks 50-års fødselsdag i 2018, valgte Kongehuset af stable et friskt koncept på benene: et årligt event, hvor hele landet kunne samles om at være fysisk aktive og mødes i fællesskab.

Og sådan blev Royal Run-eventet etableret.

Siden da har det landsdækkende løb været en årlig tradition, der har trukket flere tusinde danskere i løbetøjet, hvor de kunne løbe sammen med venner, familie, og sågar den royale familie.

Men antallet af deltagere kunne åbenbart være højere. Der er nemlig en væsentlig detalje der holder mange danskere fra at finde løbeskoene frem: prisen

Selvom arrangementet har til formål at bringe løbeentusiasmen frem i folket, så er billetprisen dog for høj for mange.

Det skriver Se og Hør.

Prisen for en deltagerbillet til løbet, er baseret på hvilke af de tre distancer, man ønsker at kaste sig ud i. En en-mil billet koster 170 kroner per person, fem-kilometer billet koster 270 kroner, og ti-kilometer billetten er 330 kroner per snude.

For nogle er det en fin pris. For andre er det dyrt – og for en tredje befolkningsgruppe er det FOR dyrt.

“Det burde være gratis” skriver én dansker på de sociale medier. En anden mener at det “desværre ikke er korrekt, at alle kan være med. Jeg ville gerne afsted med mine børn, men det er simpelthen for dyrt”.

Se og Hør har talt med Morten Mølholm, der er direktør i Danmarks Idrætsforbund og hovedarrangør. Han er derimod lodret uenig med klagen om prissætningen.

 – Vi har gjort meget for at holde priserne i ro. På trods af inflationen har vi haft de samme priser de seneste tre løb. Og det er ikke for dyrt (…) vi diskuterer løbende, om der er noget, der skal laves om. Men vi har ikke på tegnebrættet, at der skal være særskilte rabatter til forskellige befolkningsgrupper. I øvrigt er der også mange pensionister, der er velhavende, fortæller direktøren.

Royal Run satte rekord for flest deltagende nogensinde, med over 93.000 danskere der fandt løbetøjet frem fra gemmerne.