Kendissen deler ærlige ord om den skræmmende tid
Det er ikke længe siden, at Cengiz og Geggo slog fast, at stjerneboksning 2023 ikke ville blive afholdt.
Det skyldes dog ikke mangel på interesse fra omverdenen, men derimod at parret har meget at se til – herunder et renoveringsprojekt, nyt tv-program og andre virksomheder.
Livet lader altså til at køre på skinner for parret, men hos Geggo har tilværelsen ikke været fejlfri på det seneste.
De fleste kender Stephanie ‘Geggo’ Salvarli som en smilende energibombe, der oser af sol og glade dage.
Til trods for det har tilværelsen på det sidste ikke ligefrem været en dans på roser for den danske influencer.
Det skriver SE og HØR.
I de forrige to-tre uger har Geggo nemlig ikke kunnet genkende sig selv, og nu løfter hun sløret for årsagen til det.
Det fortæller hun i hende og Cengiz’ podcast Helt Ærligt.
“Mine batterier var f*cking flade”, fortæller hun om sin hårde periode.
Den hårde periode skyldes sygdom, der viste sig i form af skiftevis diarré og forstoppelse, opkast samt meget lidt energi og overskud.
Den danske kendis tog til lægen med mistanke om kræft i tarmene i kølvandet på de symptomer, hun havde oplevet.
Lægen kunne slå fast, at det ikke var tilfældet, og det gik kort efter op for Geggo, at hun for kort tid siden havde fået lagt en hormonspiral.
Hendes læge fortalte hende, at én ud af ti kvinder får symptomer på depression, når de får hormonpræparater.
Der stod det klart for Geggo, at det var hormonspiralen, der var skyld i, at hun var utilpas.
“Så fik jeg den fjernet – ikke fordi vi skal lave babyer – og jeg blev et helt nyt menneske”, forklarer hun og fortsætter:
“Det var en hård periode. Jeg var ikke mig selv.”