Sundhedsstyrelsen er et overstået kapitel for Brostrøm
Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, har takket ja til en ny udfordring og vil fra den 1. august 2023 blive en del af ledelsesteamet under Verdenssundhedsorganisationens (WHO) generaldirektør, Dr. Tedros Adhanom Ghebreyesus.
Han vil påtage sig rollen som seniorrådgiver for generaldirektøren og vil have ansvaret for den organisatoriske reform af WHO. Samtidig vil Søren Brostrøm, der for alvor bed sig fast på danskernes læber i perioden med Covid-19, hvor han var fast inventar på pressemøder mm., træde tilbage som direktør for Sundhedsstyrelsen.
Det skriver Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.
”Danmark er en af de store bidragsydere til WHO, og vi har været en stærk fortaler for en organisatorisk reform i WHO. I disse år er WHOs ledende rolle på den globale sundhedsdagsorden mere vigtig end nogensinde,” siger Søren Brostrøm og fortsætter:
”Jeg er meget stolt over, at Dr. Tedros har bedt mig stå i spidsen for det fortsatte arbejde med den organisatoriske reform på tværs af hele organisationen. Som så meget andet har det ligget lidt i læ af Covid-19 indsatsen, men nu er der et stort momentum for at komme videre. Det glæder jeg mig meget til at bidrage til.”
Som direktør for Sundhedsstyrelsen har Søren Brostrøm repræsenteret Danmark i WHO’s besluttende organer og har haft flere tillidshverv i organisationen. Han var blandt andet formand for bestyrelsen i WHO’s Europaregion i 2019-2020, og siden 2021 har han været medlem af WHO’s globale bestyrelse.
Ved tiltrædelsen af sin nye stilling på WHO’s hovedkontor vil han fratræde disse tillidshverv.
Søren Brostrøm vil flytte til Geneve i slutningen af juli og begynde sit arbejde i WHO den 1. august 2023.
Han vil fortsætte som formand for Robusthedskommissionen, der forventes at fremlægge sine anbefalinger i slutningen af august.
Den nye direktør for Sundhedsstyrelsen, Jonas Egebart, vil tiltræde sin stilling den 15. august, og i mellemtiden vil vicedirektør Steen Dalsgård Jespersen fungere som konstitueret direktør.