Folkene på ‘Go’ Morgen Danmark’ skal gøre sig klar til en ny kollega ved morgenbordet
Når ‘Go’ morgen Danmark’ vender tilbage på sendefladen den 2. august, kan programmets andre værter samt de tusindvis af morgenfriske danskere byde et nyt ansigt velkommen i stolen.
Den rutinerede og populære TV-værtinde Lise Rønne gør nemlig sin debut på morgenprogrammet, skriver TV 2.
Rønne starter onsdag morgen som afløser for det faste hold af programmets værter. Og til trods for tidligere at have fået tilbudt en tjans som programvært, så er det først nu at puslespillet kunne gå op – og det virker til at den 44-årige værtsveteran glæder sig til at indtage sin nye arbejdsplads.
– Jeg har set ‘Go’ morgen Danmark’ lige siden det startede, og jeg har faktisk altid tænkt, at jeg skulle lave det program en dag (…) Det har bare ikke passet sammen, men nu fik jeg pludselig mulighed og tid til det, så jeg prikkede faktisk selv holdet bag programmet på skulderen og sagde: ‘Hvis I mangler, så skal I bare vide, at jeg er klar, fortæller hun til TV 2.
Tilbage fra pause
I øjeblikket kan Lise opleves som vært på TV 2’s seneste underholdningssatsning ‘Forræder’, der for første gang rullede over skærmen den 28. juli.
Før da har Rønnes smilende ansigt og indbydende person været at finde i værtsrollen på en lang række andre programmer, så som ‘Aftenshowet’ og ‘X Factor’. I 2021 prøvede hun nye kræfter for rullende kameraer, da hun deltog i den 18. sæson af ‘Vild med dans’ og endte på en flot andenplads med den professionelle danser Silas Holst.
Men i 2019 valgte hun at trække stikket fra værtsrollen, og i stedet kaste sig ud i et nyt eventyr som foredragsredaktør for Gyldendal – en stilling hun sidenhen forlod igen, for at jagte andre spændende projekter.
‘Jeg har løbet for stærkt i for lang tid, og efterhånden kunne jeg kun få øje på alt det, jeg drømte om engang at få tid til. Det dur jo ikke, for who am I to know, hvor meget tid, der er mig givet?’ lød det fra Rønne i tidernes morgen, da hun tog afsked med Gyldendal som arbejdsplads.