Det er, som om at fortællingerne fra 38-årige prins Harrys nye selvbiografi, ‘Reserven’, ikke just oser af positivitet.
Ifølge prins Harry var der særligt et møde mellem hustruen og hans farmor, der i den grad bragte dem tættere sammen.
Det kan godt være, at Meghan Markle og prins Harrys forhold til den britiske kongefamilie ikke ligefrem er det mest positive af sin slags. Men det betyder altså langt fra, at forholdet mellem “Suits”-stjernen og dronning Elizabeth ikke var det.
I prins Harrys nye selvbiografi “Reserven”, som udkom tirsdag denne uge, forklarer han, hvordan særligt ét møde mellem hans hustru og elskede farmor bragte de to tættere sammen.
Det skriver blandt andet People.
Kort tid efter Harry og Meghans bryllup i maj 2018 mødtes hertuginden og den nu afdøde monark. Og her kom Meghan retur med en ganske glædelig nyhed:
– Dronningen og jeg bondede virkelig, skulle Meghan angiveligt have sagt.
– Vi talte om, hvor meget jeg gerne ville være mor, og hun fortalte mig, at den bedste måde at fremskynde en fødsel, er ved en god, ujævn køretur. Jeg fortalte hende, at jeg ville huske det, når den tid kom, citerer Harry sin hustru i “Reserven”-biografien.
Om Meghan benyttede sig af tricket med køreturen, da parrets første barn, sønnen Archie, i maj 2019 kom til verden, melder historien ikke noget om.
Til gengæld er bogen fyldt med andre historier om Harrys opvækst bag de royale mure.
Sussex-hertugen har både afsløret private ting, som hvor han mistede sin mødom, om dengang, hvor prins William angiveligt skulle have slået sin lillebror i gulvet samt om sin tid som udsendt i Afghanistan, hvor han skulle have dræbt 25 talibanere.
Naturligvis fylder prinsens nu afdøde mor, prinsesse Diana, også en del i selvbiografien – og hele miseren om, hvorfor prins Harry ikke nåede at sige farvel til sin elskede farmor, dronning Elizabeth, har også fået mere end blot et par sider.