60 år efter præmieren, følger filmen “ikke længere med tiden”.

Siden dens præmiere i 1964, har Disney’s “Mary Poppins”, den elskede filmklassiker, været et samlingspunkt for familier verden over.

Nu, næsten 60 år senere, står filmen ved en ny milepæl, der måske får nogle autoritetstro forældre til at tænke sig om en ekstra gang.

Ifølge filmmediet Deadline og flere andre internationale nyhedskilder, har British Board of Film Classification (BBFC) i Storbritannien besluttet at klassificere “Mary Poppins” som potentielt uegnet for mindre børn på grund af brugen af “diskriminerende sprogbrug”.

Denne beslutning falder sammen med filmens 60-års jubilæum – en begivenhed der bringer “Mary Poppins” tilbage på biograflærrederne.

‘Hottentotterne’ er fy-fy

Kernen i kontroversen er anvendelsen af ordet “hottentotterne”, et forældet term for Khoikhoi-folket, et nomadefolk fra det sydlige Afrika.

Termen, der nu opfattes som nedsættende, er brugt i filmen af karakteren Admiral Boom, portrætteret af Reginald Owen, og har udløst en ny advarsel fra BBFC om filmens indhold.

Med Julie Andrews og Dick van Dyke i hovedrollerne som henholdsvis den magiske barnepige og den livlige tegner Bert, har “Mary Poppins” længe været hyldet for sin charme, musik og fantasifulde storytelling. At filmen nu skal forsynes med en advarsel, understreger den igangværende debat om, hvordan vi forholder os til ældre filmværker, der afspejler tidligere tiders normer og værdier.