Nu lyder der en stor nyhed fra DRog der er premiere allerede i morgen.
Tirsdag har DR premiere på det nye klimamagasin ‘Jorden kalder’. Magasinet er et markant supplement til DR´s øvrige dækning af klima, natur og dyr – og skal folde aktuelle problemstillinger og debatter ud, så alle kan være med og selv tage stilling. – Det er et klima- og naturprogram, hvor vi vil udnytte, at vi har mere tid end i et klassisk indslag i TV Avisen eller Radioavisen, og hvor vi forhåbentligt kan overraske seerne med historier, der ikke nødvendigvis er en del af nyhedsdagsordenen, men som har noget nærvær, genkendelighed og aktualitet. Det skal være et program, der er alvorligt, men ikke for alvorligt. Det skal være forståeligt, levende og interessant, når vi behandler de store dilemmaer og konsekvenser, fortæller Thøger Kirk, der er DR’s klimakorrespondent og vært på udsendelserne.