Nu giver Sara Bro mikrofonen videre.

Sebastian Lynggaard, som blandt andet er kendt for den populære Instagram-profil ‘Herlige Svend’, overtager mikrofonen fra Sara Bro på podcasten ‘Hjerteflimmer for voksne’, når en ny sæson af podcasten har premiere i DR LYD mandag den 4. marts.

Forfatter, foredragsholder og ph.d. i socialpsykologi Jytte Vikkelsøe vil stadig være ekspert på podcasten, og sammen vil makkerparret hjælpe gæster i studiet med at besvare kærlighedens største og vigtigste spørgsmål fra deres eget liv.

Det skriver DR i en pressemeddelelse.

– Jeg føler mig meget privilegeret over at få lov at hjælpe folk med at tale om kærligheden – og så med selveste Jytte Vikkelsøe. At tage over for Sara Bro er en kæmpe opgave, men én jeg virkelig ser frem til og har mod på. Jeg er optaget af, at vi bliver bedre til at tale om følelser og glæder mig til at gå ind i det helt hellige og intime rum, som ‘Hjerteflimmer for voksne’ kan skabe, siger Sebastian Lynggaard.

Jytte Vikkelsøe og Sebastian Lynggaard hjælper sammen gæster i studiet og danskerne med kærlighedens store spørgsmål. (Foto: © Petra Kleis)

Sebastian Lynggaard er podcaster og forfatter og har siden 2019 lavet satiriske memes på Instagram-profilen ‘Herlige Svend’, der i skrivende stund har over 100.000 følgere. Her tager han specielt fat i emner som toksisk maskulinitet, kønsroller og samfundssatire.

En kærlig overdragelse

I det første afsnit af den nye sæson kommer Sara Bro også til at medvirke – men nu som gæst.

– Det var sjovt at være med i ‘Hjerteflimmer for voksne’ som gæst efter næsten 120 episoder i værtsstolen. Jeg var vildt nervøs på samme måde, som jeg har set vores gæster være. Og jeg blev også klogere og fik et svar på mit kærlighedsspørgsmål, som kom bag på mig. Og så fik jeg sendt depechen godt videre til Sebastian og Jytte, som jeg er lykkelig for skal tage podcasten nye steder hen, og blive ved med at tage alle lytterne i hånden og passe på deres hjerter, siger Sara Bro.

Hun giver værtsskabet videre, fordi DR-værten skal i gang med et andet projekt i DR LYD.

– Jeg kan desværre ikke sige, hvad jeg skal endnu, men det skal I nok høre mere om meget snart. Indtil da glæder jeg mig til at lytte til Sebastian og Jytte, når ‘Hjerteflimmer for voksne’ vender tilbage med en ny sæson lige om lidt, forklarer Sara Bro.

‘Hjerteflimmer for voksne’ startede som podcast i DR LYD tilbage i oktober i 2020 og har siden da haft et hav af kendte gæster på besøg. Her kan blandt andre nævnes Benjamin Hav, Lina Rafn, Lærke Kløvedal, Burhan G, Jesper Nøddesbo, Cecilie Lassen, Peter Hummelgaard og Petra Nagel.