Danmarks Radio har gennem tiden produceret underholdning i mange formater, og ud til endnu flere segmenter.
Men i bedste virksomhedskonglomerat-stil, så vil DR styre og distribuere alle deres egne produktioner, fra TV og film, til radio og hjemmesider.
Og netop ét af deres stadig fremadstormende underholdningstilbud, podcasts, trækker de nu tæt ind til kroppen, skriver B.T.
Danmarks Radio har nemlig valgt at fjerne flere af deres podcasts, heriblandt det populære ‘Sara og Monopolet’, fra andre kommercielle podcast-tjenester.
Hvis du derfor er den hyppige lytter af Sara Bros podcast-univers på platforme som Podimo eller Apple Podcast, så skal du nu vænne dig til et alternativ.
De forskellige podcasts vil nemlig i stedet være at finde på DRs lyd-app, DR Lyd
Tine Godsk Hansen, der er chef for DR Lyd, forklarer i en pressemeddelelse, at der er to årsager bag beslutningen om at flytte udgivelsestjeneste for programmerne.
“Den første er, at vi fremover får svært ved at løse vores public service-opgaver, hvis vi som i dag er afhængige af at udkomme på kommercielle podcast-platforme. De favoriserer i stigende grad betalingsindhold, der gør det svært for lytterne at tilgå indhold fra DR, som de jo allerede har betalt for (…) Den anden grund er, at vi i DR Lyd kan præsentere danskerne for DRs samlede lydunivers, som de ellers ikke ville opdage på de kommercielle platforme”, fortæller Hansen.
DR Lyd-chefen uddyber, at ‘Sara og Monopolet’ bliver det første podcast-program der bliver flyttet, hvorefter flere vil følge trop. Sara Bros faste lyttere skal vænne sig til den nye platform fra den 20. maj, hvor flytningen vil finde sted.
“Vi har ikke lagt os fast på, hvor mange af vores podcast der fremover skal ligge eksklusivt i DR Lyd, og hvornår det sker. Men det er den vej, det kommer til at gå” forklarer Hansen.
Selvom fans af den gratis serviceydelse formentlig vil glæde sig til skiftet af platforme, er det langt fra alle, der deler optimismen omkring tilflytningen.
Podimos Co-founder og indholdsdirektør, Nikolaj Koppel har udtryk sig negativt om DRs beslutning, og beskriver overførslen af DR-programmerne som værende ‘en unfair konkurrenceforvridning’.’
“DR’ beslutning fragmenterer markedet og i sidste ende begrænser tilgængeligheden af public service-indhold for danskerne. Dette er selvfølgelig hverken i lytternes eller indholdsproducenternes interesse. DR er sat i verden for at nå ud til flest muligt danskere med sit indhold. Indhold, der som bekendt er finansieret af brugerne selv over skatten. Derfor skal indholdet også møde brugerne, hvor de i forvejen er, fremfor at skabe friktion ved at tvinge folk til at lytte på flere platforme modsat nu. Podimo investerer massivt i indhold og teknologi, og vi konkurrerer selvfølgelig på talent, genrer, mv. med mange spillere, herunder DR. Men med dette træk giver DR aktører som os unødig og statsfinansieret konkurrence også på selve platformsdelen. Vi forventer helt klart, at der er politikere, der vil gå ind i denne sag. For det er en beslutning, som har markante konsekvenser for lytterne og i sidste ende for producenter og branchen generelt, fordi tilgængeligheden og dermed forbruget af public service-indhold mindskes gevaldigt” lyder det fulde citat fra Koppel, vi har modtaget på redaktionen.
Indtil videre vil DRs andre podcast-programmer fortsat kunne høres på de kommercielle platforme lidt endnu.