Nu er DR klar med en ny sæson af ‘Med livet i hænderne’.
Dokumentarserien, der giver et unikt indblik i hverdagen på Rigshospitalet og i vores sundhedsvæsen, er tilbage hos DR. I tredje sæson af ‘Med livet i hænderne’ kommer seerne igen helt tæt på en række af de ansatte på Danmarks mest specialiserede hospital, når de bogstaveligt talt står med patienternes liv i hænderne.
Det er de ansatte, der er hovedpersonerne, når DR onsdag den 28. februar har premiere på endnu en omgang af dokumentarserien ‘Med livet i hænderne’. I tredje sæson følger vi hverdagen hos en række nye medarbejdere på Riget og på nye afdelinger i forhold til de tidligere sæsoner. Seerne kommer også med udenfor Rigshospitalets murer i lægehelikopteren og akutbilen.
Det fortæller DR i en pressemeddelelse.
Det er DR’s tv-læge Peter Qvortrup Geisling, der har fået ideen til serien. Han siger:
– Vi betaler flere hundrede milliarder skattekroner til sundhedsvæsnet hvert år, så det er vigtigt, at alle danskere får chancen for at løfte taget af et hospital og kigge ned og opleve hverdagen i den hvidkitlede verden. Samtidig er de ansatte i sundhedsvæsnet ikke særligt gode til at fejre sig selv og hinanden. Af de to grunde er det de ansatte i sundhedsvæsnet, der er i centrum i ‘Med livet i hænderne’.
Unik adgang
I tredje sæson af ‘Med livet i hænderne’ har DR fulgt de ansatte på Rigshospitalet fra efteråret 2022 og ind i foråret 2023. Seerne møder blandt andre traumelederen Michael, urinvejskirurgen og cheflægen Malene, sygeplejersken Julie, børnefysioterapeuten Camilla og den driftsansvarlige i køkkenet, Torben – og kommer tæt på både det ydre og indre drama, der udspiller sig. Så seriens omfang og adgang er enestående:
– Det er en unik adgang, vi har fået på Rigshospitalet – først og fremmest til de ansatte, men også til de patienter, der er indlagt på hospitalet. Det følger der et stort ansvar med, og ambitionen har været at give så nuanceret et billede som muligt af et sundhedsvæsen, som vi alle bidrager til, og på den ene eller anden måde kommer i kontakt med i løbet af livet, siger redaktionschef i DR Niels Jacob Schøtt.
Første afsnit af ’Med livet i hænderne’ kan ses på DRTV og DR1 fra onsdag den 28. februar og de fem følgende onsdage – fra klokken 6.00 om morgenen på DRTV og klokken 21.25 på DR1.