Gensyn med indhold fra DR’s omfattende tv-arkiv åbner på DRTV fredag den 15. marts. Premieren markeres samme aften på DR1 med et afsnit af den nyrestaurerede ’Huset på Christianshavn’ og underholdningsserien ’Sonny Souffle Chok Show’.

Fredag den 15. marts klokken 6.00 blænder DR op for et helt nyt område på DRTV, som udvides med masser af indhold fra de mere end syv årtier, danskere har haft adgang til public service-tv. Det er arkivtjenesten Gensyn.

Samme aften fra klokken 20.00 til 21.00 markeres premieren på DR1 med første afsnit af den restaurerede udgave af 70’er-serien ’Huset på Christianshavn’, efterfulgt af første afsnit af underholdningsserien ’Sonny Souffle Chok Show’ fra 1986, der også har fået et filmteknisk ansigtsløft.

– Vi er nu klar til at slå dørene op for et sandt skatkammer med spændende, rørende og tankevækkende tv fra den nyere danmarkshistorie, som den gennem årene er blevet afspejlet af DR. Det har været en helt fantastisk opgave at skabe Gensyn, og vi er selv glade for resultatet, som vi håber, danskerne vil tage godt imod og være nysgerrige efter at gå på opdagelse i og på den måde blive klogere på den tid, vi lever i nu, siger DR’s generaldirektør Maria Rørbye Rønn.

15 temaer med masser af indhold

Gensyn får premiere på DRTV med i første omgang 15 udvalgte temaer, som hver rummer en lang række programmer.

emaet med overskriften ’Serierne der samlede os’ rummer ud over de første 12 afsnit af ’Huset på Christianshavn’ også klenodier som ’Matador’, ’Krøniken’, ’Gøngehøvdingen’ og ’Taxa’. I første omgang i alt 8 serier.

Der er også et tema med krimiserier, som lægger ud med 12 af de mest populære af slagsen gennem tiden. Det er serier som ’Rejseholdet’, ’Een gang Strømer’, ’Ka’ De li’ østers?’ og ’En by i provinsen’.

Under titlen ’Mennesket bag magten’ er der ved premieren på Gensyn et tema med 11 udsendelser om danske politikere. Her kan man møde både statsministrene Anker Jørgensen, Poul Schlüter og Anders Fogh Rasmussen samt en række andre markante politikere som Pia Kjærsgaard og Ritt Bjerregaard. Ligesom de andre samlinger vil den blive udbygget løbende.

Den samlede oversigt over de første 15 temaer kan ses nederst på denne side.