‘De unge mødre’-deltageren sætter nu ord på den berøringsangst folk har haft, efter at hun gik igennem stor sorg.

Nadja Kaagh mistede sin søn i december, og mens andre så småt er begyndt at forstå tabet, lever sorgen stadig i hende. 

Det er kun to måneder siden, at Nadja Kaagh mistede sin ældste søn, Sebastian, meget pludseligt.

Hun har tidligere åbnet op omkring tabet af sin søn, men nu er det blevet tid til at italesætte den berøringsangst, hun oplever fra andre mennesker.

Hun fortæller, at hende og familien er nået til den fase, som de fleste har advaret dem imod, om som, med hendes egne ord, måske er den hårdeste fase.

Nemlig når omverdenen begynder at glemme og komme sig over tabet, mens familien stadigvæk kæmper med sorg.

Folk vender sig

“Desværre følger der en slags berøringsangst med tiden. Der hvor omverden de første 14 dage ikke var bange for at se os i øjnene, anerkende vores sorg, fortælle deres søde historier om Sebastian og gå os i møde, hvis de så os, der oplever vi nu det stikmodsatte,” skriver hun i et instagramopslag og fortsætter:

“Jeg ser folk, der nu vender sig for at gå en anden rute, når de får øje på mig. Jeg mærker, hvordan folk undgår øjenkontakt, og jeg mærker smerten, når folk forsøger at holde samtalen på alt andet end Sebastian, hvis de snakker med mig – og det gør ondt.”

Reality-deltageren fortæller, at der er ikke et eneste øjeblik i løbet af dagen, hvor hun ikke mærker sin sorg.

Det er på trods af, at hun både kan smile, grine og tale om andet end tabet af sin søn.

“Men selv når jeg gør det, så ligger sorgen lige under overfladen, og den vil gerne have et plaster på. Den vil ses, den har brug for at blive anerkendt, den vil gerne tales om og med.”

Nadja Kaagh fortæller om to episoder, hvor personer har kondoleret, når de har mødt hende på gaden, og det har haft meget tor betydning for den sørgende mor.

“Så få øjenkontakt, sig “kondolerer” eller giv et nik med hovedet. Det er nok. Bare den, der sørger ved, at du ved det og forstår, at livet gør ondt lige nu. Se sorgen, anerkend sorgen, giv det et lille plaster,” afslutter hun sit Instagram-opslag med.

Flere i kommentarsporet på opslaget skriver, at de kender til problemet og også har oplevet mennesker, der har berøringsangst over for folk i sorg.