Nu er dommen faldet over, hvem der skal forlade sangprogrammet som den første.

Inden længe går det løs med liveshows, og nu står det sort på hvidt, hvem der er favorit til ikke at trække det længste strå.

Og skulle du være blandt dem, der ikke har fulgt med indtil videre, så er det de tre dommere, Thomas Blachman, Kwamie Liv og det nyeste skud fra stammen Simon Kvamm, der skal kæmpe om sejren i dette års X Factor, når de store liveshows ruller over skærmen. 

I aften går det løs med det første liveshow, og som altid har bookmakerne et bud på, hvem der ryger ud.

Ifølge dem bliver det nemlig den mest uerfarne af de tre X Factor-dommere, der løber med den endelige sejr i årets udgave af TV 2’s talentkonkurrence. 

Sådan lyder meldingen i en pressemeddelelse

”Vi tror meget på årets nye dommer, Simon Kvamm. Det er rigtigt, at han ikke har prøvet det før, men vi har alligevel den populære musiker og tv-personlighed som vores favorit til at vinde årets konkurrence. Dels synes vi, at han har valgt nogle ekstremt gode musikere til de kommende liveshows, og dels så har han bare en udstråling, der lige giver lidt ekstra. Ja, man kan vel nærmest sige, at han har X-factor,” siger Danske Spils X Factor-ekspert, oddssætter Mathias Reimer Larsen. 

Der er i alt ni deltagere med, og ifølge Danske Spils oddssætter, så er det et ekstremt tæt felt med nærmest dødt løb blandt fire af deltagerne. 

”Her før det første liveshow er Nambahlou og Kristoffer vores største favoritter, som vi begge har til odds 4,00, og lige herefter følger Clara og Theodor til odds 5,00,” fortæller Mathias Reimer Larsen. 

Ifølge SpilXperten bliver Rosita den første til at forlade sangprogrammet, og det giver kun 3,05 gange igen, hvis man oddser på, at hun ryger ud.

De lave odds skyldes blandt andet, at Rosita som den eneste deltager i aften skal synge en af sine egne helt ukendte sange.

Derudover er også Henrik ifølge bookmakerne en stor favorit til at ryge ud.

“Rosita er helt sikkert en bedre sanger end Henrik, men en type som Henrik tror jeg vil blive båret et par uger frem af seerne. Vi har set typer som ham nå langt så mange gange før, alene på personlighed og charme.”

“Da Henrik samtidig er en ok sanger, så vil jeg også umiddelbart tro, at han står stærkere hos dommerne end Rosita,” lyder dommen fra SpilXperten.

Hvem, der ender med at ryge ud, finder vi først ud af i aften, når det første ‘X Factor’ liveshow ruller over skærmen klokken 20.00 på TV 2 og TV 2 Play.

Fakta: Odds kan rykke og ændre sig.