‘Tårerne gled ned af mine kinder’ fortæller Cecilie Hother
“DET GÅR STÆRKT.”
Sådan indleder den kendte tv-vært og iværksætter, Cecilie Hother, et følelsesladet opslag på Instagram. Her deler hun et billede fra august 2020 af sin far, der sidder sammen med Aksel og Ellinor.
Dengang boede han hjemme hos sig selv og kunne holde sine børnebørn. I dag er historien en anden, for Cecilie Hothers far er på plejehjem og demensen er en ny “ven” eller rettere sagt “uven”, som de prøver at finde rundt i.
Den frygtelige sygdom betyder også, at der går længere og længere tid imellem, at Cecilie Hother hører sin fars stemme. Men for nylig skete der noget uventet og rørende, mens hun og familien var på ferie – hendes telefon ringede pludselig, og det var hendes far i den anden ende
I opslaget på Instagram fortæller hun om opkaldet fra hendes far, der gjorde hende så glad, at hun ikke kunne holde tårerne tilbage.
“Hans stemme var klar, rar og kærlig…. Og han vidste hvem ham havde ringet til!!! Min far vidste så ikke hvem mine børn var, eller hvad jeg lavede i Frankrig. Men jeg blev så glad for at høre hans stemme,- velvidende at min far intet ville kunne huske om 5 min.,” skriver hun og fortsætter:
“Jeg blev faktisk så glad, at tårerne gled ned af mine kinder. For lige i de minutter var der lidt af min far tilbage.”
Men så fik hun en idé på baggrund af nogle fortællinger fra hendes følgere på det sociale medie.
“Jeg kom til at tale med hans søde passer. (Jeg vil ikke skrive hendes navn, men tak til dig. Du ved hvem du er)
Og vi aftalte at jeg skulle sende en masse billeder på mobilen dom min gar ringede fra. For så ville hun kunne vise billederne og de kunne tale om dem,” fortæller hun og slutter:
“Min far ville derefter intet kunne huske om billederne. Men det, der ville blive siddende i ham, ville være en følelse af glæde og familie og IKKE at være alene. Så jeg har sendt billeder afsted til min fars telefon én mas.
For de kærlige følelser der bliver hængende, kan kun være sundt og godt. Det håber jeg ihvertfald, for det vil være et lille lys i en ellers virkelig ubehagelig dememsverden.”
