Det er sket en enkelt gang, at den populære TV-vært ikke kunne færdiggøre et interview
De fleste danskere kender Cecilie Frøkjær – i over 25 år har hun været at finde på danskernes tv-skærme, hvor hun blandt andet har været vært på Go’ Morgen Danmark og senere Go’ Aften Danmark.
Her har hun interviewet et hav af danskere, ligesom hun også i talkshowet ‘Deja Vu’ får besøg af en række kendte danskere, hvor der i hvert program bliver talt om skelsættende begivenheder i deres liv.
Det er blandt andet interviews med Helle Thorning-Schmidt, Lars Thomassen og Malene Schwartz, der har printet sig ekstra godt ind i tv-værtens hukommelse – også var der også det interview som hun ikke kunne gennemføre.
I 2008 gik Cecilie Frøkjær gennem en hård tid, hun blev skilt fra journalisten Lars Daneskov, som hun har to børn med.
Dengang jonglerede hun skilsmisse, to små børn og et job der krævede at man stod op, før vi andre overhovedet ville kalde det morgen. Så i den periode var hun særdeles presset og en dag kom det til udtryk på arbejdet.
Kunne ikke
En morgen i 2008 havde Cecilie Frøkjær netop briefet gæsterne og ventede på at interviewet skulle begynde, men da startskuddet lød i hendes øresnegl, måtte hun smide håndklædet i ringen – hun kunne ikke.
“Det var en helt ren tanke som stod frem for mig: “Jeg kan ikke”. Så jeg stak papirerne til Morten Resen og sagde: Du må gøre det, og han forstod ligesom og sagde bare: “Okay”, selvom han overhovedet ikke havde sat sig ind i materialet,” fortæller Cecilie Frøkjær om den morgen, som hun aldrig glemmer.
Morten Resen tog straks over og gennemførte interviewet, mens Cecilie kom til hægterne igen.
“Det var nok en kulmination på alt det, som jeg stod midt i. Jeg kunne simpelthen bare ikke lige lave det interview. Det var ikke emnet i interviewet eller noget i den stil, der var noget galt med, der skete bare lige noget inde i mig, som jeg skulle forbi” fortæller hun. Da Morten Resen var færdig med interviewet var Cecilie med igen og gennemførte udsendelsen som planlagt.
Senere skiftede hun morgentjansen ud med værtskab på Go’ Aften Danmark.