Tennisdarlingen gør sit comeback på de stiplede baner i dag. Her er bookmakernes vurdering på chancerne for en dansk sejr.

Der er gået 1.292 dage siden Caroline Wozniacki spillede – og tabte – sin seneste professionelle tenniskamp. Så det er til at forstå, at oddssætterne hos Danske Spil ikke helt ved, hvilket ben de skal stå på, når de skal forsøge at forudse, hvordan det kommer til at gå den tidligere danske verdensetter, når hun tirsdag gør comeback ved en stor WTA-turnering i Montreal.

Det skriver Ritzau.

“Vi har snakket længe frem og tilbage om det her hos Danske Spil. Vi har sjældent været mere i tvivl! Det helt store spørgsmål er jo, hvilken Caroline Wozniacki, vi kommer til at se. Mere end treethalvt års pause kan næsten ikke undgå at have sat sit præg på spillet,” siger oddssætter Mathias Reimer Larsen fra Danske Spil, og fortsætter:

”Men på den anden side, så ved vi også, at Caroline Wozniacki plejer at være professionel til fingerspidserne, så det ville ligne hende meget dårligt at stille op uden at være forberedt. Så alene det, at hun vælger at stille op, sender et klart signal om, at hun er klar,” siger oddssætteren.

Caroline Wozniacki stoppede sin karriere i januar 2020, da hun blev slået ud af Australian Opens tredje runde, og hun har ikke spillet en betydende kamp siden da. På det seneste har hun trænet hårdt for at vende tilbage, blandt andet sammen med Holger Rune, men indtil videre er der ingen udenforstående, der ved, hvor meget af sin gamle form den tidligere verdensetter har fundet frem.

Caroline Wozniacki indleder sit comeback ved Canadian Open i Montreal, hvortil hun har fået et wild card men så slutter gaverne også der.

”Det er altså overordnet set en væmmelig lodtrækning, som hun har fået i velkommen tilbage-gave fra turneringen i Montreal, og det er også derfor, at vi desværre ikke tror på, at hun går helt til tops. Men jeg må indrømme, at vi allesammen krydser fingre for, at Wozniacki stadig har det, der gjorde hende til verdens-etter dengang. Vi tror og håber, at der bliver mere Kim Clijsters end Bjørn Borg over Wozzys comeback,” siger Mathias Reimer Larsen med henvisning til to tidligere tennisstjerner, der gjorde comeback med vidt forskellige resultater. Bjørn Borg gjorde ikke meget væsen af sig, mens Kim Clijsters faktisk vendte tilbage og vandt US Open – som tilfældigvis er den tredje turnering, som Caroline Wozniacki skal spille efter WTA-turneringerne i Montreal og Cincinnati.

Odds:

Caroline Wozniacki vinder første kampe over Kimberly Birrell: 1,67

Caroline Wozniacki vinder turneringen i Montreal: 150

Caroline Wozniacki vinder US Open: 60