Simon Kvamm smed fredag Thomas Blachmans deltager Clara ud, og det var ifølge Blachman en håndværksmæssig fejl.
Fredag aften blev det på overraskelses vis Clara Nedergaards tur til at skulle forlade dette års ‘X Factor’-program.
Clara Nedergaard var ellers favorit til at vinde dette års ‘X Factor’ ifølge bookmakerne hos Danske Spil.
Men da valget pludseligt stod mellem Nambahlou, som har været i fare-zonen tre gange, og Clara, der for første gang stod i fare, faldt ‘Newphew-forsangeren Simon Kvamms valg på at Clara skulle forlade programmet.
Den beslutning kom meget bag på den ellers erfarne dommer Thomas Blachman.
“Det var en håndværksmæssig fejl ganske enkelt. En ting er, hun ikke skulle have været i farezone, den tager jeg på mig, men at give hende knockout, det minder mig om gamle dage med Remee, der bare ville vinde, og som smed deltagere ud, når han havde mulighed for det,” fortæller Blachman til HER&NU og fortsætter sin frustration.
“Det er ligesom at sidde med en skruetrækker, der smutter, og så ryger fingeren af. Det er en håndværksmæssig fejl. Det er synd for programmet, det er synd for finalen, det er synd for det hele.”
Ifølge Blachman kommer beslutningen ikke kun bag på ham, den kommer bag på mange.
“Nu begynder folk at spekulere over, om det var strategisk. Jeg tror, Simon får en uge, hvor han skal forholde sig til meget af sådan noget, men det er en del af det, når man gør noget, der er SÅ vildt,” fortæller Blachman.
Thomas Blachman har nu kun gruppen som består af to brødre, David og Samuel tilbage, men det er også nok til at kunne lægge et pres på Simon Kvamm.
“I skal glæde jer til semifinalen, for det gør jeg. Det bliver superfedt. Hvis han gerne vil vinde, Simon, og det kan jeg fornemme, så skal han fandme også få kamp, så skal vi kæmpe nu. Jeg skal i hvert fald lige presse ham lidt,” slutter Blachman.
Var ikke af taktiske årsager
Ifølge Simon Kvamm var det ikke en taktisk årsag at beslutningen på Clara skulle forlade programmet.
“Jeg prøvede at tænke mindst muligt og lade min mavefornemmelse råde, og det er jo det, man grundlæggende har som det eneste værktøj i værktøjskassen,” fortæller Simon til HER&NU efter afgørelsen og tilføjer:
“Det, der er afgørende for mig, er, hvad jeg bliver ramt af musikalsk og ikke så meget, hvor mange gange nogen har været i farezonen. Jeg prøver at lade musikken råde, men jeg kan da sagtens forstå, at Thomas bliver frustreret over, hans deltager ryger hjem.”