Investor og løvinde Anne Stampe Olesen måtte gå i terapi efter længere tids uenigheder.
Det er ikke altid lige nemt at være i et forhold.
Især mangel på kommunikation, kan være roden til mange problemer i et forhold.
Leder man efter svar på internettets utallige hjemmesider for parterapi, finder man således følgende råd gentagende gange: Lyt til, forstå og anerkend din partner.
Men hvad gør man så, hvis ens partner er en hest?
Det spurgte Ekstra Bladet investoren og ‘Løvens hule’-løvinde Anne Stampe Olesen om, som for nyligt har måttet gå i parterapi med familiens pony efter flere strabadser.
Hesten ville nemlig ikke høre efter, når det var tid til, at den skulle op i sin trailer, fortalte hun i torsdagens program af ‘Løvens Hule’.
“Jeg stod engang oppe i mit sommerhus, hvor det tog mig 3 timer at få hesten op i traileren,” siger Anne Stampe Olesen til Ekstra Bladet.
Derfor måtte familien til sidst søge hjælp fra en terapeut. Dog ikke hvilken som helst af slagsen. For unikke problemer kræver nemlig unikke løsninger.
Derfor måtte løvinden hyre en hesteterapeut, for at hun dermed igen kunne blive herre i egen stald.
“Man lærer at vise hesten, hvem der bestemmer via sit kropssprog, lyder det fra Anne Stampe Olesen,” imens hun griner i telefonen.
Godt givet ud
Og spørger man løvinden, om hun vil anbefale oplevelsen, lyder svaret da også klart:
“Jeg vil til enhver tid anbefale folk en adfærdsterapeut til sine dyr. Man lærer dem og deres adfærd meget bedre at kende, og det er godt givet ud.”
Resultaterne taler da også for sig selv:
“Hesten går op i traileren nu inden for ti til 15 minutter, så længe jeg husker de gode råd fra terapeuten,” fortæller Anne Stampe Olesen.