Den kontroversielle influencer Andrew Tates varetægtsfængsling er blevet forlænget for tredje gang. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Influenceren er sammen med sin bror Tristan fængslet i Bukarest mistænkt for voldtægt og menneskehandel.

Tate er sammen med sin bror Tristan fængslet i Rumæniens hovedstad, Bukarest. Ifølge anklagere blev de to anholdt på baggrund af mistanke om blandt andet menneskehandel og voldtægt.

De to brødre er både amerikanske og britiske statsborgere og har været i politiets varetægt siden slutningen af december. De har begge afvist alle anklager.

Varetægtsfængsling kan forlænges op til 180 dage

I Rumænien kan anklagere bede domstole om at forlænge en varetægtsfængsling op til 180 dage.

Andrew Tate er tidligere kickbokser og kommer fra den britiske by Luton. Han har millioner af følgere på sociale medier, hvor han promoverer sin ekstravagante livsstil, som han ifølge ham selv har opnået blandt andet af investeringer i pornografi.

Han er kendt for kvindefjendske udtalelser, som sidste år fik ham udelukket fra flere sociale medieplatforme. Twitter har dog lukket ham tilbage i folden, efter at Elon Musk overtog selskabet.

Tate har truet kvinde med søgsmål

For få dage siden kom det frem, at Tate har truet en kvinde med et stort søgsmål. 36-årige Tate forlanger, at kvinden, der anklager ham for voldtægt og menneskehandel, trækker sine beskyldninger tilbage.

Tates rækkevidde har ifølge nyhedsbureauet AFP skabt en ny problemstilling i britiske skoler.

Hans kvindenedsættende udtalelser vækker nemlig genklang hos nogle unge mænd, og derfor forsøger flere skoler ifølge nyhedsbureauet på forskellig vis at tage emnet op med eleverne.

“Meget af hans retorik beror på stereotyper om maskulinitet. Det er meget svært at udfordre,” siger Natasha Eeles, der leder organisationen Bold Voices.