Skuespillerinden deler nyt om den kommende sæson.

Til næste år kan seerne endelig få et gensyn med ‘Badehotellet’, når serien igen vil rulle over skærmen på TV 2.

Når Badehotellet slår dørene op igen, vil det være til den 10. og allersidste sæson af Badehotellet. 

Serien har været et kæmpehit, og mange glæder sig til gensyn med de mange elskede karakterer.

Optagelserne til den sidste sæson gik i gang i april, og er nu snart færdige.

Det er tidligere i år blevet afsløret, at for første gang siden første sæson af den populære serie, har skuespillerne optaget scener i Jylland. 

Derudover er der ikke blevet afsløret meget om den kommende sæson.

Men nu løfter Amalie Dollerup, der spiller Amanda, sløret en lille smule for detaljer fra Badehotellets sidste sæson.

Det skriver HER&NU.

Mange har nemlig spekuleret i, om man mon kommer til at se mere til den tyske løjtnant Uwe Kiessling. De to har i tidligere sæsoner haft en romance, som Amandas datter, Frida, er et resultat af.

“Jeg har da skullet øve mig på mange tyske replikker – om det så er med en vis hr. løjtnant, det ved man jo ikke, men jeg har i hvert fald skullet tale tysk endnu en gang,” fortæller Amalie Dollerup til HER&NU.

Om det er fordi Uwe vender tilbage, fortæller hun dog ikke.

Badehotellet får premiere på TV 2 til næste år. De tidligere sæsoner kan ses på TV 2 Play.