Hele tre gange har det haft alvorlige konsekvenser for årets Tour – og nok er nok, mener Vingegaard-chef
I årets Tour de France, hvor den danske stjernerytter, Jonas Vingegaard, skal forsøge at forsvare sin gule trøje fra sidste år, har der allerede været hård kamp mellem danskeren og hans evige rival, Tadej Pogacar.
Igen i år er det ifølge bookmakerne en vaskeægte gyser mellem danskeren og sloveneren, da de fra løbets start begge har været suveræne favoritter sammenlignet med Tourens øvrige ryttere.
Duellen mellem de to lader til at være meget tæt, og i skrivende stund, er der 10 sekunder fra danskeren og ned til konkurrenten.
Kedelig tendens
Til trods for den tætte duel er der en kedelig tendens, der har trukket masser af overskrifter i årets Tour de France.
Hele tre gange under årets Tour de France har en tilskuer nemlig været direkte involveret i et styrt. Noget som bare ikke må ske.
Så sent som i går gik det slemt ud over Jonas Vingegaards hold, Jumbo-Visma. I jagten på den perfekte video ville en fan helt tæt på stjernerne, men han kom lige en anelse for tæt på.
Det resulterede i, at tilskueren fik kontakt til Sepp Kuss’ arm, hvilket førte til, at han og to andre af Vingegaards holdkammerater, Nathan van Hooydonck og Dylan van Baarle, røg i jorden.
Det har fået Vingegaards chef til at italesætte problemet, da han mener det kan have stor indflydelse på Tourens resultat:
“Det er et stort problem, og det har en indflydelse på hele udfaldet af Tour de France, fordi det rammer ryttere, vores taktik og andres taktik”, udtaler han til TV 2 Sport og fortsætter:
“Jeg håber, at personen ringer til os og siger undskyld til rytterne og os. Det er da det mindste, man kan køre. Det handler ikke om straf, men om at indse, hvad han har gjort og have mere respekt for rytterne.”
Jumbo-Visma-chefen kræver altså en undskyldning fra de fans, der har haft indflydelse på løbet i form af at have forårsaget et styrt.