Terrororganisationen opfordrer til angreb på de danske og svenske overhoveder – inklusivt de royale.

På Al-Qaedas mediekanal As-Sahab opfordrede terrororganisationen i weekenden deres medlemmer til at gå til angreb på de danske ambassader og diplomater verden over grundet koranafbrændinger – og her blev kongehuset også bragt på banen.

B.T. har fået den tre sider lange udmelding, som de har modtaget fra Organisationen MEMRI, oversat fra arabisk til dansk, og her viser den rystende opfordring blandt andet at ‘kongerne i Sverige og Danmark’ også skal tilintetgøres.

‘Den Islamiske nation oplever i dag en krigerisk oprustning og fremmarch, der udføres af de korsfarere, som selv brænder den beærede koranbog. Bag dem står lederne af korstoget med deres hære, udstyr, regeringer og befolkninger med kongerne i Sverige og Denmark i spidsen (…) De vandrer hovmodigt i deres rækker, mens de bærer det store kors på deres hoveder. Over for dem står flere end to milliarder muslimer, hvoraf ingen ridder træder frem, indtil nu!!!’ er den chokerende oversatte udmelding.

Den svenske terrorforsker Magnus Ranstorp ser selv budskabet som en ‘indirekte trussel’, og beskriver terrororganisationens trusler rettet mod de skandinaviske som værende ‘symbolske mål’.

Én detalje i opfordring fra terrororganisationen kan betragtes som lidt beroligende: ordet Al-Qaeda bruger er specifikt ‘kongerne’.

‘Og vi har jo ikke en konge i Danmark, så det ville ikke give meget mening. Derfor er hensigten sandsynligvis, at referencen til korsfarerne og ”kongerne” kan være med til at opildne støtterne ved at skabe en historisk referenceramme. De kender fortællingerne om kongernes korsfarere og kan relatere til det’, fortæller Jacob Kaarsbo, der er sikkerhedspolitisk analytiker for Tænketanken Europa, samt tidligere chefanalytiker i Forsvarets Efterretningstjeneste.

Indtil videre har Kongehuset ikke udtalt sig om truslerne fra den globale terrorgruppe.