Kongeparret vil deltage, meldes det nu.

Torsdag 21. marts kl. 15.00 deltager Deres Majestæter Kongen og Dronningen i åbningen af portrætudstillingen ”Frederik 10. – Konge af i morgen” på Amalienborgmuseet, Christian VIII’s Palæ.

Den 21. marts åbner udstillingen for pressen, hvor kongeparret ankommer kl. 15.00 til åbningen.

Det oplyser Kongernes Samling i en pressemeddelelse.

Fra 22. marts til 8. september viser Amalienborgmuseet i anledning af det historiske tronskifte 14. januar udstillingen ”Frederik 10. – Konge af i morgen”.  Udstillingen tegner igennem fotografier, genstande, videoklip, malerier og lyd et portræt af Danmarks nye konge.

Foto: Kongernes Samling

Kongens liv formidles igennem en lang række genstande, som kan knyttes direkte til de begivenheder og beslutninger, som har været med til at forme Kongens liv og person. Genstande, som spænder fra den tunge bjælke Maren, som Kongen skulle grave sig ind under i forbindelse med afslutningen af frømandsuddannelsen, H.M. Dronning Marys brudekjole og H.M. Kong Frederik 10.s gallauniform fra søværnet til portrætmalerier, den første skoletaske og hundeslædepisken fra Sirius-ekspeditionen i Grønland.

Når udstillingen lukker på Amalienborgmuseet 8. september rejser den videre til Koldinghus, der også er en del af Kongerne Samling.

“Frederik 10. – Konge af i morgen” vises på:
Amalienborgmuseet fra 22. marts 2024 til 8. september 2024
Koldinghus fra 11. oktober 2024 til 21. april 2025