Frygt og usikkerhed har fået bægeret til at flyde over

Tirsdag gik det endnu engang galt for den tidligere barnestjerne.

Efter en stor politiration ved Robert Hansens adresse på Frederiksberg tirsdag aften mellem klokken 19.30 og 23.00, resulterede besøget af ordensmagten i, at Hansen blev taget med af politiet til stationen.

Og desværre er det ikke første gang, at politiet har været nødsaget til at rykke ud til skuespillerens hjem.

Men nu er det sidste gang – i hvert fald ifølge naboerne, der deler opgang med Hansen, skriver Se og Hør.

– Mange i opgangen er bange (…) Min nabo går slet ikke ud, hvis hun ser ham, fortæller en af skuespillerens medbeboere i opgangen, der understreger at de én gang for alle gerne ser den skandaleramte skuespiller pakker flyttekasserne og forlade bygningen.

Ifølge vidner havde politiet tirsdag aften ransaget den 43-årige skuespillers lejlighed og kælderrum.

En nabo har sidenhen udtalt om, hvordan en rystet kvinde i løbet af aftenen havde passeret hende. Den fremmede kvinde havde haft et sammenstød med skuespilleren, der tydeligvis havde påvirket hende.

Hansen har i forvejen en voldssag hængende over sig, efter at have udøvet vold mod ekskæresten Nynne Larsen.

Sagen skal først for retten til august, men skuespilleren nægter sig skyldig i anklagerne.