I aften bliver 10 til 9.

Der er vendt op og ned på favoritværdigheden i årets Vild med dans. Særligt to par overbeviste i sidste uge Danske Spils danse-ekspert om, at de har, hvad der skal til for at danse hele vejen.

Det er ikke længere fodboldspilleren og skuespillerne, som Danske Spil tror mest på i årets Vild med dans. Danske Spils oddssætter og danseekspert, Mathias Reimer Larsen har skiftet hest efter første dans.

”Man må sige, at vi blev en hel del klogere af sidste fredags premiere-dans. På forhånd havde vi ventet meget af Kasper Fisker og Katinka Lærke, men det blev to andre dansere, der imponerede os på dansegulvet: Parrene med Mette Sommer og Soeren Le Schmidt virkede simpelthen til at være flere niveauer over alle andre, så de to er i vores øjne i en klasse for sig,” siger Mathias Reimer Larsen, som dog også finder plads til at rose de øvrige dansere:

”Det skal dog siges, at det ikke kun var Mette Sommer og Soeren Le Schmidt, der imponerede. Niveauet var generelt ekstremt højt i premieren i forhold til tidligere år, og for eksempel virkede Özlem Cekic også som en, der har danset i smug. Det gør vores arbejde markant mere vanskeligt, at så mange dansere viser så højt niveau,” siger Mathias Reimer Larsen.

Uanset hvor godt danserne klarer sig, så er det dog ikke til at komme udenom, at et af parrene må forlade programmet i denne uge: Og kigger man ned i den tungere ende af feltet, så finder man ifølge Danske Spils oddssætter blandt andre de skuespillere, som han på forhånd havde ventet sig så meget af: Katinka Lærke, Sebastian Bull og Dulfi Al-Jabouri.

Han spår især de to sidstnævnte en hård fredag aften:

”Frem mod første udstemning er der en enkelt person, som springer i øjnene: Dulfi Al-Jabouri havde det svært i premieren, hvor han var en del af det ene af de to par, som høstede det laveste pointtal. Den anden var skuespillerkollegaen Sebastian Bull, og netop de to par er også vores favoritter til at ryge ud på fredag. En direkte skuespillerduel, hvor vi forventer, at Sebastian Bull trækker det længste strå. Det kan dog godt blive tæt, og vi i Danske Spil har jo ikke for vane at ramme plet hver gang i den meget tætte konkurrence,” indrømmer Mathias Reimer Larsen.

Vild med dans kan følges fredag aften på TV2 fra klokken 20.00