Mandag 29. april gik optagelserne til sjette sæson af den populære dramaserie ‘Sygeplejeskolen’ i gang, og seerne kan allerede glæde sig til efteråret, hvor den nye sæson ruller over skærmen på TV 2 Play og TV 2 Charlie.

Optagelserne til sæson seks er allerede i fuld gang.

Efter to års ventetid vender den populære dramaserie ‘Sygeplejeskolen’ tilbage til TV 2 Play og TV 2 Charlie. Sidste sæson sluttede på dramatisk vis, og i sjette sæson får seerne endelig svar på, hvad der er sket med Fredenslund og personalet efter den tragiske brand.

Det oplyser TV 2 i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ  Lene Beier står frem: kampen er svær

Seerne kan igen opleve skuespillere som Molly Egelind, Anna Stokholm, Ulla Vejby, Thue Ersted Rasmussen, Jesper Groth, Mikkel Becker Hilgart, Jakob Åkerlind, Jens Jørn Spottag, Katrine Greis-Rosenthal, Preben Kristensen, Andreas Jebro og Jon Lange samt mange flere i rollerne som det faste personale på Fredenslund.

Derudover medvirker en række episodekarakterer, der blandt andet spilles af Caspar Phillipson, Vibeke Hastrup, Anders Hove, Birgitte Raabjerg og Jens Sætter-Lassen.

TV 2s executive producer Mette Heiberg glæder sig over, at optagelserne netop er gået i gang og ikke mindst til at kunne præsentere seerne for den nye sæson til efteråret.

LÆS OGSÅ  Gustav Salinas fortæller åbent om livet som realitystjerne

“Sygeplejeskolen er en meget elsket serie på både TV 2 Play og TV 2 Charlie, og mange har ventet på forløsning efter sidste sæsons skæbnesvangre slutning. I den nye sæson er seriens karakterer på hver deres måde påvirket af branden. Nogle så døden direkte i øjnene, andre skal leve med skaderne, mens andre opdagede knap så heroiske sider af sig selv. Fælles for dem alle er, at branden får dem til at tage livet op til revision. Lever de det liv, de gerne vil, eller er det tid til at gå efter det, der føles helt rigtigt?” fortæller Mette Heiberg.

Instruktør Roni Ezra sammen med skuespillerne Katrine Greis-Rosenthal og Jens Jørn Spottag under optagelserne til ‘Sygeplejeskolen’ sæson 6. (Foto: Mike Kollöffel/TV 2)

En ny start

Et velkendt ansigt, der vender tilbage bag kameraet på ‘Sygeplejeskolen’, er seriens konceptuerende instruktør fra første sæson, Roni Ezra. Han instruerer de tre første episoder af sæson seks, hvorefter Ask Hasselbalch, der også instruerede tre episoder i sæson fem, tager over.

Der er samtidig sket store ændringer for produktionen bag ‘Sygeplejeskolen’. Hele holdet er nemlig flyttet fra Skt. Hans Hospital i Roskilde til Risbystudierne i Albertslund, der tidligere har huset ‘Badehotellet’.

“Vi har længe vidst, at det ikke var muligt for os at fortsætte med at filme på Skt. Hans, og dette benspænd har vi brugt kreativt i fortællingen, siger seriens producer,” Senia Dremstrup, og fortsætter:

“Vi har valgt at genopbygge vores velkendte location på studiet, så seerne vil opleve, at vi stadig er på Fredenslund Hospital. Og faktisk ligner dekorationerne så godt, at filmholdet nogle gange glemmer, at vi ikke længere er i de kendte rammer i Roskilde.”

‘Sygeplejeskolen’ produceres fortsat af SF Studios med Claudia Boderke og Lars Mering som hovedforfattere, seriens producer er Senia Dremstrup.

Sjette sæson af ‘Sygeplejeskolen’ sendes på TV 2 Play og TV 2 Charlie til efteråret 2024.