I programmet ‘All Exclusive’ taler Casper Christensen og Helle Thorning-Schmidt sammen, og her kommer hun ind på den hårde skilsmissen.

Denne artikel er første gang publiceret i 2023.

Danmarks tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt har været en ekstremt populær skikkelse siden, at hun afgik som statsminister og som formand for Socialdemokratiet.

Hun er en vigtig feministisk stemme, og hun ses gang på gang deltage i skøre formater, og hun er bestemt ikke bleg for at tage pis på sig selv.

Nu har hun så deltaget i Casper Christensens nye program ‘All Exclusive’ som i bund og grund er et samtaleprogram, hvor Casper Christensen sidder og snakker med den kendte gæst, der nu har indlogeret sig på hotellet i Portugal, hvor programmet filmes.

Læs også: Dårligt nyt til Keld og Hilda Heick

I programmet kommer de omkring mange spændende emner, og Helle Thorning fortæller om forholdet til sin mand Stephen Kinnock, men hun kommer også ind på, hvordan det ramte hende, da hendes forældre fortalte, at de ville lade sig skille, da Helle Thorning-Schmidt var 10 år gammel.

“Det var en søndag, og jeg rendte rundt med min veninde Anette, som i øvrigt er min rigtig gode veninde i dag, og mine forældre sad og snakkede oppe i stuen hele dagen. Og jeg kan huske, vi sagde til hinanden, at vi syntes, det var så hyggeligt, de bare sad og snakkede,” fortæller Helle Thorning-Schmidt til Casper Christensen i programmet, inden hun fortsætter:

“Da Anette var gået hjem, sagde min mor ”vi skal lige ud og gå med hunden”, og så tog hun mig rundt med hunden, og så sagde hun det,” fortæller hun.

Skilsmissen ramte hende hårdt, især fordi hun selv blev skilt fra sin søster, der blev boende sammen med faren, mens Helle flyttede sammen med sin mor.

“Jeg kan så også huske, og jeg bliver stadig ked af det, når jeg tænker på det. Min søster og min far skulle blive boende sammen i huset. Så skulle de så flytte os over i den der lejlighed. Og den dag i dag, kan jeg stadig huske, da de skulle gå,” fortæller hun.

Programmet ‘All Exclusive’ kan ses på Viaplay, og Helle Thorning-Schmidt er ikke den eneste gæst, som Casper Christensen har talt med. Han talte tidligere med Sofie Linde, hvor han også afslørede, at han var på LSD, mens de snakkede.