I ny programserie sætter historiker Gry Jexen fokus på de danske syngepiger gennem tiden. Samtidig kommer seerne med bag scenen på Bakkens Hvile, verdens sidste syngepavillon.

De fleste danskere kender Bakkens Hvile, syngepavillonen på Dyrehavsbakken, hvor Dot Wessman og hendes syngepiger hver sommer underholder med sjove og provokerende sange. Men få kender historien om de danske syngepiger.

Det deler DR i en pressemeddelelse.

I en ny historiedokumentarserie dykker historiker Gry Jexen ned i historien om de danske syngepiger, der både fascinerede og forargede. Vi hører om, hvordan syngepavillonerne fra midten af 1800-tallet gav arbejderklassens døtre en helt ny mulighed for at blive selvforsørgende og om, hvordan de oplevede stor modstand fra både borgerskabet og præsteskabet, der frygtede, at arbejderklassens piger ville besudle borgerskabets mænd med moralsk fordærv og føre til en ødelæggelse af klassehygiejnen.

Vi hører om nogle af de meste kendte syngepiger gennem historien – fra 1920’ernes Amanda Nielsen, som Holger Drachmann blev meget forelsket i, om Dagmar Hansen, der blev kaldt Danmarks første sexsymbol til 1960’ernes Cleo, der markerede sig som folkekær og intellektuel debattør.

Læs også: Royal Run løber snart af stablen: Nu meldes stor ændring

Redaktør for historie og kultur hos DR, Jytte Bergmann Moll, siger:

– Med ’Fri, fræk og for meget – Syngepigernes historie’ giver vi en stemme til nogle kvinder i vores historie, som vi ikke hører om så tit. Historien om syngepigerne handler om en gruppe kvinder fra arbejderklassen, der fandt en ny måde at tjene penge på. De første syngepavilloner opstod på et tidspunkt i historien, hvor det på ingen måde var kutyme, at kvinder fyldte noget i det offentlige rum.Historien om syngepigerne er en brik i fortællingen om kvinders vej fra hjemmet og ud på arbejdsmarkedet. Selvom de på ingen måde var politiske, så har de banet vejen for både ligestillingen og kvindefrigørelsen i Danmark, ved at insistere på at være sig selv, siger hun og fortsætter:

Læs også: Jonas Vingegaards forældre har ikke talt med ham efter ulykken: “Det er ikke os, som der ikke vil”

– Den tradition er fortsat helt op til i dag, hvor bakkesangerinderne bruger farverig humor og sig selv til at underholde. En humor, der stadig kan dele vandene.

I hvert afsnit følger vi samtidig syngepigerne Dot Wessman, Tina Grunwald, Ann Farholt og Sus Mathiasen på Bakkens Hvile. Vi er med ved åbningen af syngepavillonens 146. sæson og kommer med både bag scenen og i privaten for at høre deres tanker om, hvad det kræver at være syngepige i dag.

  • •Første afsnit kan ses på DR2 tirsdag den 16. april klokken 21.00 og de efterfølgende fire tirsdage samme tid. Alle fem programmer ligger klar på DRTV fra samme dag klokken 6.00.