De sidste tre uger har ikke været sjove for den profesionelle danser.

“Vild med dans”-danseren Michael Olesen har været hårdt ramt af sygdom på forskellig vis de seneste uger, og har måttet lade sig indlægge på hospitalet

Den garvede “Vild med dans”-stjerne og familiefar Michael Olesen har netop gennemlevet nogle uger og dage, som har været alt andet end sjove.

Han har nemlig været lagt ned af sygdom, og ligesom store dele af Danmark har han blandt andet været ramt af influenza – den stædige virus var dog langt fra det værste af det hele:

“De sidste 3 uger har ikke været så sjove. Først stod den på en voldsom omgang influenza, som også satte sig på lungerne, og i lørdags måtte jeg så indlægges på Hillerød sygehus, da mine tarme igen besluttede sig for at lave et knæk,”skriver Michael Olesen i et opslag på sin Instagram-profil, hvor han kan ses i en lille video med sønnen Felix i armene.

Den professionelle danser har også tidligere haft store problemer med sine tarme, og i 2015 blev han opereret akut for tarmslyng.

Også som barn har Michael Olesen haft flere problemer med maven ifølge kilder, og nu volder den ham altså desværre problemer endnu en gang.

Godt nyt

Efter sine mange og ubehagelige strabadser de seneste uger, er Michael Olesen heldigvis ved at være på benene igen.

– Jeg er nu endelig kommet hjem igen og har det godt. Nu skal jeg bare have fyldt batterierne godt op, og hvilken bedre måde end at bruge weekenden med familien, skriver han i opslaget, som han delte med sine følgere lørdag.